Kiel har ingen anelse om, hvor EmmyLou fik idéen til turen fra. Han bedste gæt er, at hørte om ædelstensstatens majestætiske udstråling via en lydbog. Men hendes dristighed er ikke noget nyt. I fjor tog EmmyLou og hendes bedstefar Derek på WA360, et syv-dages, 360-miles sejlbådsrace i Puget Sound. Kiel vidste, at hun havde udholdenhed.

Men var det muligt? EmmyLou var ikke en nybegynder på cyklen, da hun og hendes fra havde kørt op til 80 kilometer på asfalt, hvor EmmyLou trådte med i pedalerne bagved Kiel på en Weehoo-cykeltrailer. Men denne tur ville være dobbelt så lang i sensommersolen og oppe i højderne. Hun ville køre tæt på jorden, tæt på støv og snavs. Og hvordan ville Kiel klare det selv? Han er godt nok professionel, men den kombinerede vægt af udstyr og ryttere er næsten 110 kg, som han skal trække.

“Sikkerheden var det vigtigste for mig,” siger Kiel. “Jeg ville sikre mig, at EmmyLou fik en positiv oplevelse ud af det her.”

Første trin var at gøre EmmyLou mentalt klar til det. Kiel og EmmyLou henvendte sig til World Bicycle Relief før turen for at se, om de kunne indsamle penge til organisationen. De fandt på navnet Team Dad By My Side og indsamlede næsten 4.300 dollars efter at have sat sig et mål på 3.630 dollars. De indsamlede penge nok til at donere omkring 26 Buffalo-cykler til landområder.

Via samarbejdet med WBR opnåede vi to ting: 1) Vi støttede en fremragende sag og 2) Turen fik en kontekst. Ved at indsamle så mange penge kunne Kiel forsikre EmmyLou om, at deres anstrengelser havde været en succes, uanset om de nåede målstregen. Med den sindsro ville EmmyLou ikke føle sig presset til at gå ud over sine evner.

“Hvis jeg ikke følte mig tryg på noget som helst tidspunkt, så var det afslutningen på projektet,” siger Kiel. “Jeg ønskede virkelig at gøre det klart for Emmy, at vi allerede havde vundet bare ved at være modige nok til at være med og gøre et forsøg.”

Kiel inddrog EmmyLou i så meget af planlægningen som muligt. Han ville ikke bare at fortælle hende, hvad hun skulle gøre. De tog til cykelbutikken sammen for at vælge udstyr, som hun hjalp med at montere på cyklen. Hun var med til at ringe til sponsorer og venner for at planlægge logistikken bag turen.

“Med Emmys uendelige 5-årige visdom ser hun på mig og siger: Ved du hvad far? Jeg er også virkelig stolt af dig.”

Kiel fortæller, at det at kende detaljerne også er en stor del af oplevelsen for EmmyLou. De brugte seks måneder på at forberede sig på WA360, bl.a. med praktisk træning på båden hver onsdag. Det var det samme med Rebecca’s Private Idaho. Kiel og EmmyLou brugte masser af tid på at få alle detaljerne til at passe sammen, såsom den type terræn, de kørte på, de geologiske formationer de ville få at se, antallet af andre ryttere på vejen og meget mere. De oplysninger gjorde EmmyLou mere sikker på sig selv.

“Hun kan lide at have styr på alle detaljerne,” siger Kiel. “Jeg tror, at det hjælper hende med at forberede sig mentalt ved at have mange flere oplysninger om og kontrol over ikke bare den dag, vi gør det, men over de beslutninger, der bliver truffet hen ad vejen.

Kiel har to regler for store eventyr med sin datter: 1) Det skal være helt og holdent hendes idé (tjek) og 2) Der skal til ethvert tidspunkt være en udvej. Kiel havde travlt med at forberede cyklen og indsamlingen og fik hjælp fra sin ven Alex Howes til at gennemgå ruten og angive tempo og optankningsstrategier og steder, hvor det ville være nemt at forlade ruten ved træthed og i nødstilfælde. Alex udarbejdede en præcis opsummering og Kiel skrev det hele ned på et stykke papir, som han havde med under hele turen.

På selve dagen sørgede Kiel for, at EmmyLou fik nok mad og væske. Hun havde selvfølgelig en hjelm på og skibriller og et klæde til at beskytte hendes øjne og ansigt mod sol, støv og sten.

I 85 miles gik turen bedre, end Kiel havde forestillet sig. Ruten går til Copper Basin og tilbage igen med adskillige sløjfer ud fra hovedruten, som Kiel og EmmyLou kunne have sprunget over, hvis de ville forkorte turen. Kiel tjekke hele tiden, om EmmyLou følte sig veltilpas, var hydreret og mæt. Den første store hvilepause, og mulige beslutningspunkt, kom efter 24 miles og her var EmmyLou ved godt mod. Lige før 40 miles beregnede Kiel, at de med sikkerhed ville nå det inden for tidsgrænsen og han vendte sig om for at fortælle det til EmmyLou.

“Jeg sagde: Emmy, jeg er så stolt over, at du gør det her med mig. … Det betyder ikke noget, hvis vi stopper nu, jeg er bare virkelig stolt af dig for at være modig nok til at prøve,” siger Kiel. “Og selvfølgelig med Emmys uendelige 5-års visdom så ser hun på mig og siger: Ved du hvad far? Jeg er også virkelig stolt af dig.”

Lige efter turens midtpunkt satte EmmyLous konkurrenceånd ind. Hun bemærkede, at de kørte forbi en anden tandem på en stigning hen imod den tredje spisezone. Da Kiel og EmmyLou nærmede sig deres planlagte stop, bad hun ham om at blive ved med at køre.

“Hun sagde: Jeg vil ikke have, at de indhenter os, jeg tror, at vi skal springe spisningen over,” siger Kiel. “Til sidst fik jeg hende til at gå med til et 3-minutters stop og fylde flaskerne op. Men så var hun supermotiveret i fire timer og sagde: Vi kan vinde tandemkategorien.” [Ler]. Jeg har ingen idé om, hvordan hun fandt ud af, at der overhovedet findes en kategori at vinde.”

Men enhver god rejse har sine forhindringer. Kiel fortæller, at efter 86 miles brød både han og EmmyLou en smule sammen. De havde kørt to timer længere end deres længste tur hidindtil og de led begge på hver deres måde. EmmyLous bagdel var øm og hendes næse var stoppet. Det var lettere ubehageligt for hende at have et klæde, så hun tog det af og på adskillige gange under kørslen, hvorved hun udsatte sit ansigt for sol og støv. Og hendes ben var trætte. Kiel vurderer, at hun ikke trådte i pedalerne i samlet set måske 45 minutters under en tur på næsten 9 timer.

“Det var ikke en belgisk klassiker. Men den mentale energi, jeg skulle bruge, opvejede næsten alt andet, jeg nogensinde har gjort.”

Kiel tilbød EmmyLou en udvej. De holdt ind til vejsiden og han sagde: “Emmy, det her er faktisk et super sted at stoppe. Jeg har set mange biler på den her vej. Der er en fotovogn lige bag os og de er her om et par minutter. Det er helt OK, vi kan bare sige, at det var det. Du klarede dig helt fantastisk. Vi kørte 86 miles. Det er meget længere, end jeg havde forestillet mig, vi kunne køre.”

Kiel spurgte EmmyLou, om hun følte sig varm eller var søvnig og forklarede, at der var ca. 1 times kørsel tilbage. Han var meget opmærksom på, at hun fik nok at drikke. Efter at have vurderet hendes fysiske tilstand, var Kiel sikker på, at han kunne stole på sin datters dømmekraft. Hvis hun sagde, at hun ville fortsætte, ville han gøre sit bedste for at hjælpe hende med at køre turen færdig.

“Hun sagde, nej far. Jeg vil fortsætte og jeg vil køre på den ujævne vej (hvor hun talte om den tekniske rute)”, siger Kiel. “Og så sagde hun: Bare lad mig brokke mig over det.”

Kiel var forbløffet over EmmyLous svar.

“Det mest imponerende for mig er, at hun har selvindsigt nok til at sige: Det her er hårdt, jeg føler mig ikke godt tilpas, men det er det hele værd for mig at fortsætte, fordi jeg ved, at den følelse jeg har, når jeg gennemfører, vil opveje den følelse, jeg har nu,” siger Kiel.

“På de hårde strækninger tænker jeg på, hvor sjovt det vil være om et par minutter.”

“Min største frygt som forælder var, at hun endte med at føle, at hun ville ønske, at hun ikke havde gjort det,” siger Kiel. “Jeg nyder virkelig at tage på store eventyr med min datter og jeg kan lide at gøre store ting sammen med hende. Og hvis jeg gør noget, der giver hende mindre lyst til det, så har jeg ødelagt den magi.”

Efter turen fortalye EmmyLou sin far, at “Jeg vil køre 10.000 flere Rebecca’s Private Idahos.” Kiel strålede. Mere end det faktum, at de havde gennemført et løb på 102 miles, så var Kiel stolt over at vide, at han havde hjulpet med at gøre sin datter glad.

“Det virkede som om hun virkelig forstod det” siger Kiel. “Hun forstod, at ikke enhver far ville have sagt ja til at gøre det her. Jeg kan ikke sige, hvorvidt hun er heldig med at have en far, der er villig til at sige ja. Jeg tror, at mange 5½-årige har vanvittige store idéer og hun har så bare en far, der er parat til at tage hende alvorligt.”

Den aften tog Kiel og EmmyLou ud til en ven, der tilfældigvis havde en swimmingpool. EmmyLou ville lege i vandet til Kiels ærgelse, fordi han troede “at jeg ville drukne hele tiden, fordi jeg var så trær.” Det faktum, at EmmyLou svømmede i cirkler rundt om sin far, viser, hvor hårdfør hun er. Efter løbet fortalte hun at hendes foretrukne del af Rebecca’s Private Idaho var “alle de hårde dele.”

“Jeg kan lide, at det kan blive rigtig hårdt og samtidig være sjovt,” siger EmmyLou. “Når vi er på et af de hårde steder, så tænker jeg på, hvor sjovt det bliver om et par minutter.”

EmmyLou tænker allerede frem mod sit eventyr sammen med sin far. Hun spurgte ham for nylig om, der nogensinde var nogen, der havde kørt tværs over USA. Da Kiel svarede “ja”, spurgte hun om, de kunne gøre det sammen. Da Kiel forklarede, at den tur ville kræve langt mere forberedelse end Rebecca’s Private Idaho, blinkede hun ikke. Hun er klar til eventyr, uanset hvad det kræver.

“Jeg vil køre tværs over USA, fordi der vil være masser af smukke ting,” siger EmmyLou. “Der kunne være en kæmpestor jungle med dyr.”