I forhold til mine oprindelige forventninger og min spænding aftenen før, gik Grande Partenza i Ungarn uden alt for stort besvær. Det var virkelig nyttigt at lære min første lektion om Grand Tours: positionering. Jeg havde et tydeligt eksempel på dette i de to første landevejsløb. På begge etaper, med ca. 40 km tilbage, føltes det som om, vi sad fast. Tempoet steg, og mellemrummet mellem rytterne mindskedes. Hvor vi var, blev vi. Jeg var taknemmelig for at have rutinerede fyre som Eddie og Otto på holdet, der med medfødt dygtighed førte mig gennem feltet. Et imponerende og uset arbejde, og takket være det var jeg ikke bekymret et sekund, mens jeg kørte med dem.

Som jeg nævnte, har vi indtil videre ikke haft de sværeste dage, men jeg er ikke i tvivl om, at det snart bliver sværere. Tirsdag bliver den første hektiske dag i Giroen med Etna. I dag, på transferdagen, lavede vi en lille rekognoscering af vejen, der vil tage os til stigningen. Bare for at blive fortrolig med Siciliens veje. Den første faktor, vi skal forholde os til, er vinden, som også kan skabe splittelser i feltet. Det vil gøre scenen mere spændende. Så kommer stigningen. Når jeg skal stå over for ukendte stigninger, laver jeg normalt noget research og tjekker måske nogle af afslutningerne fra tidligere år på nettet. I denne forstand er Etna imidlertid en ret ligetil stigning sammenlignet med andre. Men i morgen er det første møde med toppen, og det skal vi tage højde for. Det bliver spændende at se, hvem der kommer i front.

Inden jeg slutter, vil jeg dedikere en sidste tanke til noget, som jeg vil tage med mig fra denne debut – det er den lyserøde masse, repræsenteret af de ungarske fans. Så mange mennesker, så meget passion, så meget varme. Selvom vi ikke var i Italien, følte jeg virkelig, at Giroen er et andet race end de andre.

Mattias.